Fastelavnsboller med citrus curd

Fastelavnsboller med citrus curd

Share with:

FacebookPinterestEmail this page


Disse fastelavnsboller med citrus curd er lavet af en vandbakkelsesdej – en choux om man vil.

Tilføjelsen af en lille plade småkagedej på toppen af dejen inden den bages, giver den klassiske vandbakkelse en sprød sukkerskal på toppen. Det passer super godt til det klassiske fastelavnsbollefyld; creme, kompot og flødeskum.

Vandbakkelse har i flere år været et mindre traume for mig. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af det. Det er egentlig ret sjovt at tænke på, når nu at vandbakkelser er så simple at lave.

Det handler blot om at dejen ikke må være for varm inden æggene tilsættes og at dejen røres godt igennem imellem tilsætning af hvert æg.

Fastelavnsboller med citrus curd

Disse fastelavnsboller bagte jeg i dag til mine kolleger, som en lille “god weekend treat”. Vandbakkelserne blev fyldt med hvid chokoladecreme, citrus curd og flødeskum. En sød og frisk kombination.

Man kan selvfølgelig også fylde fastelavnsbollerne med klassikerne hindbær, svesker, creme og flødeskum.

Faktisk så er det kun fantasien som sætter grænser.

Vandbakkelser

(12-16 stk)

100 gram smør
1½ dl vand
125 gram mel
4 æg

Hvid chokoladecreme

5 dl fløde
300 gram hvid chokolade
1 vaniljestang

Småkagedej

50 gram blødt smør
50 gram sukker
50 gram mel

Endvidere

5 dl fløde pisket til flødeskum

Citrus curd, marmelade, syltetøj eller lignende.

Flormelis til pynt.

Hvid chokoladecreme

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Kom vaniljestang og korn op i en gryde sammen med fløden. Varm forsigtigt fløden op til kogepunktet.

Hak den hvide chokolade groft og kom den i en skål. Hæld halvdelen af fløde over chokoladen og lad det stå et par minutter. Rør herefter chokoladen ud i den varme fløde. Tilsæt resten af fløden og rør det sammen til en blank, homogen masse.

Dæk skålen med husholdningsfilm eller et låg og stil skålen på køl i minimum 6 timer. Faktisk kan det anbefales at lave cremen dagen før.

Når du skal til at samle dine fastelavnsboller, skal den kolde creme blot piskes til den tykner og bliver luftig.

Småkagedej

Ælt det bløde smør sammen med sukker og mel. Rul dejen ud imellem 2 stykker bagepapir. Dejen skal være 3-4 mm tyk. Læg dejen på køl så den bliver fast. Stik herefter cirkler ud på størrelse med de ubagte vandbakkelser.

Vandbakkelser

Bring vand og smør i kog. Når det koger tilsættes melet og det røres godt sammen til en smørbolle. Dejen skal blive blank og slippe gryden. Lad dejen køle af indtil den er lillefingervarm. Det er vigtigt at køle dejen af, da den ellers vil blive for flydende når æggene tilsættes.

Rør nu 1 æg i ad gangen. Ægget skal røres helt ud i dejen inden det næste tilsættes. Bliv ikke skræmt af, at det ligner at dejen vil skille. Den skal blot røres lidt mere. Når æggene er rørt i dejen sættes dejen på bageplader med bagepapir. Dette gøres enten med en ske eller de kan sprøjtes ud med en sprøjtepose med en glat tyl. Sørg for at holde god afstand imellem fastelavnsbollerne da de hæver meget under bagningen. Jeg vil anbefale at bruge 2 plader og bage vandbakkelserne ad 2 omgange.

Bagning

Læg småkagedejen oven på de ubagte vandbakkelser og bag dem i en forvarmet ovn ved 180 grader (varmluft) i 12-15 minutter. De skal være begyndt at hæve op og blive en anelse gyldne. Skru herefter ned på 150 grader (varmluft) og bag videre i 10 minutter. Når vandbakkelserne er hævet flot op og er blevet gyldne, tages en enkelt af dem ud. Falder den ikke sammen efter 1 minut, er vandbakkelserne færdige.

Det er VIGTIGT, at du IKKE åbner ovnlågen under bagningen, da vandbakkelsen med stor sandsynlighed vil falde sammen.

Samling af fastelavnsbollerne

Når vandbakkelserne er kølet af skæres de forsigtigt igennem. På bundene fordeles den piskede hvid chokoladecreme. Chokoladecremen kan enten sprøjtes ud med en sprøjtepose eller fordeles med en ske. Sørg for at lave en lille fordybning i cremen. I fordybningen kommes en god teskefuld citrus curd, syltetøj eller lignende i. Fordel flødeskummet på fastelavnsbollerne og læg toppen på. Sigt lidt flormelis henover toppen på fastelavnsbollerne og de er klar til servering.

De tager i øvrigt ikke skade af at stå et par timer på køl før servering. Cremen sætter sig bare og de bliver en anelse mere faste.

0 0 vote
Article Rating


Abonner
Giv mig besked
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments